Sidst opdateret  6 February, 2007 Pagemaster : Kurt Lomborg

REJSEPLAN
for UPPER SOLU PROJECT-TREK
(Download eksempel på Rejseplan.pdf)

Dag 1:  
Afrejse fra Kastrup eller Bilund

Dag 2:  
mellemlande et eller andet sted ved Den Persiske Golf tidlig morgen og videre med ankomst til Kathmandu sidst på dagen.
Indlogering på Hotel i Kathmandu
Dag 3: Du falder til på Hotellet. Og ude af hoveddøren er du midt i Kathmandu's mylder og få minutter fra turistcentret Thamel, hvor der kan pruttes om priser på alt - næsten alt.
Dag 4: Mulighed for sight-seeing rundt i Kathmandu til Baudha, Swayamboudhnath, Pashputinath og Patan med city-guide.
Dag 5: Om formiddagen kan man atter gå på indkøb eller besøge Durbar Square og Hanuman Doka.
Efter frokost pakker vi vores grej og efterlader overskydende bagage og souvenirs på hotellet.
Lidt hen på eftermiddagen kan du tage bussen og kører små 40 km ud af storbyen til Dhulikhel, hvor du kan indlogere dig på et hotel i aftenskumringen.
Dag 6: Stå tidligt op - før solopgang - og gå op på hotellets terrasse og nyd solopgangen over Himalaya. Efter morgenmaden er der tid til en lille gåtur på bjergryggen eller ind i byen Dhulikhel.
Ved middagstid må du være klar når bussen kommer forbi og køre de sidste langsommelige 120 km til Jiri ad den snoede og imponerende bjergvej.
I Jiri bliver du modtaget af dine folk fra Junbesi, hvis du fik det arrangeret hjemmefra.
Dag 7: Stå op med solen og pak din køjesæk, så den kan komme op på ryggen af din bærer.
Du forlader civilisationen og vandrer ud i naturen, langsomt-langsomt op ad den første dræberbakke til passet på Patashe Danda mens udsigten bliver større og større.
Du spiser frokost kort efter passet og går ned gennem landsbyen Mali, hvor en lille fin lodge giver dig en the-pause. Og kort efter ankommer du til lejren, hvor kokken allerede er i gang med aftensmaden, og du kan vaske dig lidt i elven.
Dag 8: Efter morgenmaden ned til Shivalaya i den rene bjergidyl. Ind omkring på besøg hos den søde krofamilie, som serverer os lidt formiddags-the, før vi hænger lidt ud i landsbyen.
Og så går det opad igen resten af dagen med en storslået udsigt.
Halvvejs oppe er frokosten serveret, når du når frem.
Og kort før solnedgang ankommer du til Deorali Pass. Heroppe er der dejligt køligt og efter aftensmaden skidekoldt. Men der er nogle fine små hoteller, som måske kan servere et eller andet spændende.

Dag 9: I tindrende morgenlys går du ned til den flade hylde-slette med landsbyen Bhandar med the-huse, træskærer og en fin lille Gompa.
Videre ned til Likhu Khola og landsbyen Kenja, hvor du spiser frokost.
Kenja betyder "Alt for stejlt" og det er den næste opstigning på 550 m da også, men til gengæld bliver du måske genkendt på vejen op, for heroppe ligger vores lille skole Chhimbu Primary School.
Har du ikke smagt Chhang og Rakshi før, så kan du næsten ikke undgå det nu, for besøg fra Danmark betyder en lille fest.
Dag 10: I dag er det hviledag, så du kan sove lidt hang-over ud. Men snart myldrer vore børn i deres skoleuniform rundt om teltene.
Klokken 10 er der morgenparade på skolegården og du kan følge undervisningen til du ikke gider mere.
Derefter kan du gå på besøg rundt i landsbyen og se hvordan folk bor, fra thamiernes sivhytter til sherpaernes stenhuse.
Sidst på eftermiddagen fortsætter festen gerne.

Dag 11: I løbet af formiddagen tager du afsked med børnene, lærerne og forældrene og efter frokost går du til Sagar-Bakanje, hvor du kan nå at følge de sidste undervisningstimer i vores 8. klasse.
Og så bliver du budt (tvunget) hjem og ind på the, mad og drikke.
Dag 12: Du kan i dag gå rundt i den typiske og traditionelle sherpabygd, som ligger afsides fra turistruten. Du kan besøge den gamle og fine gompa og kan diskutere nogle af buddhismens grundbegreber. Du kan følge undervisningen i skolen. Og du kan ikke undgå at blive inviteret indenfor på kartoffelpandekager, hvidløgs-chili-kartofler, chhang, rakshi og hvad de ellers kan diske op med.
Hvis du beslutter det og ikke er blevet for beværtede, kan du godt sidst på dagen stige lidt op ad Lamjura-ryggen, fx til Sete, for at gøre morgendagen lidt lettere.

Dag 13: Det er en meget lang tur op mod Lamjura Passet. Der er en masse små the-huse undervejs, hvor der kan holdes en lille pause. Og igen er der store udsigter, og du møder og hilser på en masse lokale trafikanter her på hovedvejen.
Endelig når du passet i 3½ km højde, og så går det som en leg ned gennem skoven til Tragdobuk.
Dag 14: Ned igennem dalen og op forbi vores imponerende mur i Kutang Sutang La og lige rundt om hjørnet den pragtfulde udsigt ud over Junbesi-dalen. Måske er vores Botaniske Have ved at kunne ses heroppefra.
Når du har siddet og nydt stedets storhed længe nok, skynder du dig ned til en af jordens dejligste små byer, Junbesi. Gompa'en er en af Nepals ældste og smukkeste, så den skal du besøge. Efter aftensmaden er der en masse små lune hjørner omkring ildstederne, hvor du kan gå på "kro-besøg".
Dag 15: Engang i løbet af formiddagen kan du gå op ad dalen til Mopung, som er en meget idyllisk sted, med en masse dejlige mennesker. Her kan du få lidt frokost på vores campingplads.
Hvis du er interesseret i det, så kan du opsøge de små hjem til aftensmad og måske overnatning. Mange af Mopungs beboere har jo været på vores kursus i finere madlavning, så de vil garanteret gerne vise deres kunster frem. Men de har også et meget flot "cultural program", som du kan få arrangeret.

Dag 16: I løbet af formiddagen kan du besøge Tubten Choling Gompa, som er et meget stort klosterkompleks for 800 munke og nonner, og hvis Rinpoche er hjemme, så kan du måske få en audiens.
Du kan også gå omkring i dalen og besøge folk og den fine klosterskole i Phugmoche.
Hen på eftermiddagen kan du gå op ad vores egen vej op til toppen af Shingshere Danda, hvor du kan slå teltlejr op, og ser hvordan yak-hyrderne lever mens solen går ned, og MÅNEN står op.

Dag 17: Før solopgang står du op, deroppe på bjergryggen, og ser solen stå op over Himalaya og Khumbu-bjergene. Og med en smule held kan du se Mount Everest 50 km borte. Og mens vi står og nyder livet, kan det være at morgen-theen bliver serveret.
Ned igen til frokost i Mopung, og senere til Junbesi.

Dag 18: Hvis du har tid, så er det her du kan vælge en udflugt op i bjergene eller op til Khumbu. Se Trekplan B.

Men er du på "3-ugers-tur" så gå i løbet af formiddagen ned gennem dalen og hold frokost i idyllen omkring Beni. Og videre ned til Phaplu, hvor der er frit valg mellem indkvartering i de fine billige gæstehuse eller den rene luksus i Hotel del Sherpa (300 kr/værelse) med kakkelovn og varmetæpper i sengene.
I Phaplu kan man besøge hele amtets eneste "hospital", eller man kan gå den halve time videre til distriktshovedstaden Salleri.

Dag 19: Formiddagen går med at vente på flyafgang. Ustandseligt får man forkerte tider for check-in og afgang, og lige før man bliver vanvittig, så sker der noget. Derefter går man og venter i timer på flyvepladsen, indtil sirener og en summen langt mod syd fortæller at nu kommer den. Det er normalt omkring middag.
Kort efter er du tilbage i Kathmandu og Hotellet og så ind i Thamel og spise en ordentlig bøf.
Dag 20: Shopping eller sight-seeing. Der er stadig Bakhtapur, Chobar Gorge og Ganesh Templet, Pharping med alle Gompaerne eller hvad med en tur op til Hatiban Resort, hvor du også kan overnatte med udsigt ud over hele Kathmandu-dalen og det meste af Himalaya.
Dag 21: Sidste hele dag i menneskemyldrende Kathmandu. Du kan shoppe, drive omkring eller gøre noget andet, som du ikke nåede. Hvis dit lokale bureau fik besked før du tog på trek om, hvad du kunne tænke dig, så er det nu, det kan gøres.
Good-bye-dinner med hvem der nu er der.
Dag 22: De sidste julegaver, den sidste prutten priser, den sidste indsnusning af blandingen krydderier, røgelse og bilos.
Bagagen pakkes, og hen på eftermiddagen bliver du kørt til Lufthavnen.
Afgang fra Kathmandu 
mellemlande et eller andet sted.
Dag 23: Ankomst Kastrup eller Billund i kuldslået klar luft, men eventyret er forbi.
Kom godt hjem.

(Download eksempel på Rejseplan.pdf)