Upper Dolpo ligger utilgængelig bag høje pas på den anden side af Himalaya. Befolkningen deroppe lever i dag stort set, som de har gjort det de sidste 1300 år, og det er stort set et lykkeligt og tilfreds folk. Men selv heroppe, fjernt fra alting, mærkes det 20. århundrede, som de på alle måder gerne vil, men også er tvunget til at tage del i. Og de er helt bevidste om, at den eneste måde, de kan få del i fremtiden, er ved uddannelse af den næste generation.

En militærforlægning for den nepalesiske hær var under rømning, fordi stedet var for koldt om vinteren for de nepalesiske lavlandssoldater, og fordi en tonstung sten oppe fra bjerget faldt direkte ned i lejrkøkkenet. De 8 bygninger er ualmindeligt velbyggede, og da ingen andre var interesserede i stedet, fik Wangyal Lama og Sendup Tsering Lama efter to års bureaukratisk forarbejde overdraget fem af husene uden beregning til deres skoleprojekt.

En amerikansk Peacecorps-medarbejder, Catherine Innman, og en schweizisk antropolog, Marietta Kind, har af egne midler og med hjælp fra velgørende institutioner i USA, Schweiz, Frankrig og Tyskland skabt det økonomiske grundlag for at Sendup og Wangyals planer kunne realiseres for et år siden. To huse blev straks indrettet til skole og soverum, og samtlige familier i det sydlige Dolpo fik i marts i år tilbudt at indskrive højest ét af deres børn til skolens første 1. klasse. Og tilslutningen var overvældende. Fyrre børn blev indskrevet, så der måtte i hast indrettes flere lokaler i en tredie bygning. Forældrene skal selv levere madvarer til skolen på skift, ligesom de selv skal betale for børnenes påklædning og sengetæpper. Derudover skal de efter økonomisk evne betale et årligt beløb. Det bliver nu ikke til det store, da det ikke er pengeøkonomi, som er befolkningens stærke side. Men efter en stor indsats fra Catherine og Marietta er der nu ved at være skabt en stabil økonomisk organisation, som kan sikre, at skolens lønomkostninger og udgifter til undervisningsmidler kan klares i årene fremover. De har nu skaffet sponsorer til endnu en skoleklasse, så her fra første august er endnu et hus blevet indrettet, og der er blevet indskrevet en ny første klasse hovedsageligt bestående af børn fra de fjernereliggende af Upper Dolpos landsbyer. Den oprindelige førsteklasse er i mellemtiden rykket op til 2. og 3. klasse.

Vi kom forbi en lørdag først i juni ved frokosttid og blev meget overraskende omringet af et mylder af glade børn, her hvor vi troede, at vi skulle vise pas og papirer og have svaret på alt om vor gøren og laden. Det blev i stedet os, der skulle spørge og se. Skoleklokken havde netop ringet af til ugens eneste frieftermiddag. Der bliver undervist dagligt alle ugens dage i 8 timer efterfulgt af 2 timers lektielæsning undtagen lørdag, hvor der kun er 4 timers undervisning efterfulgt af leg. Der undervises i tibetansk, engelsk, nepali, matematik, bon-buddhisme, geografi, folkesang og kunst. Både lærere og elever var lykkelige over at få afbrudt deres fridag og stolte vise os, hvor meget de havde opnået på kun 3 måneders skolegang. Og vi var dybt imponerede. Og ikke mindst over den koncentration, stolthed og umiddelbare glæde, som strålede ud af alle.

Det er nu lykkedes for mig at få hul på bylden; men det begynder at haste. Der bliver snart knagende vinter dernede, så børnene skal snarest løftes op fra gulvet. Jeg har derfor aftalt med skolens to økonomiske "bagmænd", at de skal se at få bygget de møbler for forårets skolebudget, og så skal jeg se at få lukket budgethullet, før der bliver brug for det til næste forår.

Budgettet for møbler til de nu 73 børn og til resten af personalet er på 19.000 kr. Der skal bygges 15 stk fempersoners skolepulte á 150 kr, 40 stk dobbelte senge (så børnene kan varme hinanden) á 210 kr, 10 stk enkeltsenge til personalet á 165 kr, 8 stk stole á 125 kr, 5 stk borde á 90 kr, 3 stk reolskabe á 550 kr og derudover skal snedkerne have 1.600 kr i løn og den nepalesiske stat kræver 2.200 kr i afgift for fældet træ.

Wangyal, som har boet 2 år i USA og skriver et glimrende engelsk, har lovet løbende at sende billeder og beskrivelser af møblernes tilblivelse og brug, og også børnene vil sende tegninger og malerier til deres venner i Danmark. Og senere når de har lært at skrive engelsk, vil de meget gerne have pennevenner at øve sig med.

Og det behøver ikke at være et éngangsprojekt. Den store plan går ud på at indrette militærforlægningen til en kostskole fra 1. til 10. klasse, så et tilsagn om at fortsætte møbleringen af et eller flere nye klassetrin for 5-6.000 kr per klasse, vil blive modtaget med en meget stor taknemmelighed og glæde fra et folk med meget små midler, men med en meget stor idealisme. En anden mulighed vil være at adoptere en ny skoleklasse og følge den i årene fremover.