En historie fra Nepal.

Hen imod slutningen af vores trek kom vi til Sagar Baganje i Solu. Vi var efter 5 uger en meget sammentømret gruppe på atten; nogle få betalende turister og en masse lønmodtagere. Vor elskede køkkendreng, Danu Sherpa, kunne kun små 15 engelske ord; men han jonglerede med dem, så vi kunne snakke om næsten alt. Han er fra Sagar Baganje, og vi skulle besøge hans kone og børn og være hans gæster en hel eftermiddag. Men først skulle vi ind omkring Gompa’en (kloster) og vise Guru Rinpoche vor respekt. Det viste sig nu at Danu var stedets højagtede tempeltjener, en slags kordegn. Vi blev bænket, og så afviklede han en lille kort messe, efter at vi var blevet instrueret i at slå på tromme og bækken. Da dette var overstået kom han frem med en skål med pebbernøddestore, mørke, støvede kugler, som vi absolut måtte have; men kun én til hver. Han så meget alvorlig og anspændte ud, mens han fortalte at det var tse-ril, at de var fra en stor lama, som var forbi her i foråret. Da jeg spurgte, hvad de var lavet af, sagde Dawa noget uspecificeret om mel, krydderier og andre ting, eller rettere sagt en mellemting mellem medicin og kage, men meget helligt. De smagte mærkeligt ramt, med en smagsstyrke, som blev større jo mere man fik bidt i stykker og med bittesmå knasende krystaller. Alle sad stadig anspændte og alvorligt betragtende, undtagen hinduerne Asbath og Prakas, som sad og skottede småfnisende til hinanden, og den lokale murermester, som med stor munterhed sad og kommenterede en hel masse til de sherpa-talende, mens vi tyggede. Heldigvis ophørte smagen, efter at den var smeltet og sunket. De fleste slappede først af, da vi havde sunket klumpen og stadig så levende og glade ud; men Danu havde hele tiden siddet og småmessebrummet anerkendende-småbekymret-tilfreds. Han spurgte forsigtigt om vi ville have endnu én; men vi sagde nej tak, det var de garanteret for hellige til.

Nogle år senere, da jeg læste om lamaismen i Mongoliet, stod det lysende klart, hvad de små pebernødder var for noget. En tulku er en storlama, som efter sin død bevidst lader sig genføde for at hjælpe alle levende skabninger til indsigt i det store livshjul. En sådan stor tulku, havde overnattet i Gompa’en, for et halvt år siden og alt hans urin var blevet opsamlet. I dagene efter hans besøg havde de lokale munke æltet den med mel til en dej, som blev formet i piller. De er gode som medicin og til at klare hjernen med.

Et sundt og rask menneske med en klar hjerne er i indre balance. Enhver form for ubalance afspejler sig i sygdom, sløvhed og ligegladhed. En tulku er naturligvis i ekstrem balance, og bare det at se ham eller at være i nærheden af ham giver balance. Og endnu mere at tale med ham eller at blive berørt af ham. Og helt enormt at indtage noget af ham.

Men historien har måske også en større og dybere sammenhæng. Arabiske opdagelsesrejsende beskrev vore danske forfædre, dengang da kristendommen endnu var en helt ny filosofi langt sydpå. De beskrev hvordan Hel-goderne indtog den euforiserende røde fluesvamp. Det halucinogene stof, som giver direkte kontakt til guderne, udskilles i uomdannet form i urinen. Når først præsterne havde indtaget svampene og overlevet det, så kunne samfundets øvrige borgere tage på direkte tur til Asgård uden risiko, ved at drikke urinen.
Senere da de nordiske handelsfolk sejlede ad de russiske floder til Konstantinopel, medbragte de, ud over narhvaltænder, pelsværk og rav, også tørret rød fluesvamp. Fra samme periode er der i tibetanske bøger beskrevet et meditationsfremmende middel, bestående af tørrede svampe fra udkanten af den kendte verden.
Mon det er derfra denne udnyttelse af lamaens urin kommer? Hvad mon lamaerne går og indtager i dag? Hvis det hænger sådan sammen, så har den Tibetanske Buddhisme og vores Asa-tro en fælles fortid.