Studielån

I særlige tilfælde kan vi give studielån til håbefulde studerende, som lige mangler den sidste økonomiske håndsrækning for at opnå det helt sikre resultat. Lånet kræver 1) at der er penge nok i Scholarship Foundation kassen, 2) at tilbagebetalingen af lånet er rimelig sikker, 3) at lånet virkelig er nødvendigt for at sikre det endelige resultat, 4) at lånets tilbagebetaling indledes relativt hurtigt, 5) at studenten ikke kan gennemføre ved egen hjælp, 6) at studenten har rod i Solu, 7) at studentens resultat er et eksempel for andre i Solu og 8) at HPs bestyrelse enstemmigt tilslutter sig at lånet gives.

ATR 42/320I 2011 havde Pema Lama fra Phaplu gennemført sin drøm, at gennemføre en uddannelse som pilot. En fuldstændig tosset idé i Nepal, når man er pige, når man er sherpa, når man kommer ude fra bøhlandet, når forældrene ikke er meget rige (de er dog heller ikke fattige) og når satsningen er så stor i forhold til hvor vidt et resultat kunne forventes. Men hun gennemførte det. I juni 2012 fik hun chancen, sammen med 6 andre, at få træning i at flyve ATR 42/320 og at få Civil Pilot License med en rimelig garanti for at få ansættelse hos nepalesiske Buddha Air, hvis hun kunne klare hele forløbet tilfredsstillende. Men hun skulle betale hele den ekstremt dyre træning selv. Famile og venner spyttede i kassen, men det var ikke nok, så hun spurgte os i HP.

I HP er vi flere, der har kendt både Pema og hendes familie, siden hun blot var en lille opvakt skolepige, så vi vidste udmærket at hun er en pige med viljestyrke og intelligens, og at både hun og familien er gode og ordentlige folk, som man kan stole på. Vi havde kun 3 dage til at beslutte os, men vi tog chancen og gav hende et betragteligt lån (ikke så vildt efter danske forhold, men for nepalesere ret stort). Hun gennemførte sin træning og bestod flot og fik sin CPL. Og nu er hun blevet ansat hos Buddha Air på en lav begynderløn mens hun gennemfører sine 42 timer med en kaptajn med instruktørstatus. Og så er hun endelig pilot og kan få fast ansættelse. Og hun er allerede begyndt at betale sit lån tilbage.

Vi er utroligt stolte af Pema Lama. Hun er første kvindelige sherpa pilot i Nepal. Hun er et eksempel for alle piger og kvinder i Solu: hvis du virkelig har en stærk vision og virkelig gør en indsats for at forfølge den, så kan det også lykkes.

Pema Lama Pilot