Efterår 2001

  Skolen var lukket i forb.m. Dasain-ferie, da vi ankom sent på eftermiddagen i oktober. Vi var trætte og gav os god tid til the og lidt hårvask, og ingen skyndte på os før lige før solnedgang, da vi absolut skulle op til skolen en tur.
  Deroppe havde børnene ventet på os det meste af eftermiddagen. Der stod de allesammen i skolegården, da vi gik igennem blomsterportalen, og råbte Namaste med store grin, tindrende øjne og blomsterkranse i hænderne. Vore tårekirtler blev tømt, mens vi fik blomsterkransene dynget om halsen, så hovedet til sidst forsvandt. Vi kom af med kransene igen ved at hænge dem om halsen på børnene en efter en. Næste dag gik de stadig med dem, mens vi fik dynger af nye af alle forældrene. Anne-Marie og jeg har aldrig før mærket så mange positive følelser og kontakter på én gang. Det var et par uendeligt lykkelige dage, der afsluttedes med arak, chhang og sherpadans.

  Vi kunne konstatere at vor lille skole har det fantastisk godt. Der er en aura af glæde og engagement omkring den. Skolen er nu udvidet til 3. kl. og der er 46 elever.

  Børnene bliver koncentrerede, når vi spørger dem på engelsk, bliver fjerne i blikket i nogle sekunder, inden de svarer med et stort opgivende smil. De er tæt på at kunne.

  Nogle af forældrene møder jævnligt op, men ingen af dem har endnu magtet at være rigtig aktive medlemmer af Skolekomiteen. Men pyt, det er ikke så vigtigt endnu.

  

  Og lærerne de virker så stærke og stolte. Især førstelærer Bhimsen er kommet til at føre sig frem med en agtværdig holdning med et lille smil, og både børn og forældre kigger op til ham med med ære og hengivenhed i blikket. Og hans lille pegepind, som vi var bange for skulle vokse sig til spanskrørsstørrelse, er stadig den samme lille ufarlige pind.

  Skoleleder Jangbu er stadig det mere tilbageholdende menneske som forholder sig jævnbyrdigt til børn og voksne. Det er ham børnene hænger omkring, og han elsker det og klapper deres hår og kinder.

  Og de to lærere kontakter hinanden på en ligeværdig og engageret måde. De er tydeligt aktivt samarbejdende og gode kammerater.

  Og så har vi fået en helt ny lærer, Pemba Sherpa, som vi desværre ikke mødte. Han er kommet lige fra "seminariet" og er nærmest i en slags praktik. Han får i år den halve løn fra kommunekassen og resten fra os.

  Skivehus Rotary Klub klarer fortsat driftsomkostningerne 100%, og det gør de fortsat i endnu 1½ år. Så først efter sommeren 2003 overtager Himalayan Project forpligtelserne for skolen. Vi er i bestyrelsen begyndt at henlægge penge til fremtiden; men vi havde også forventet og satset på, at det nepalesiske  undervisningsministerium havde overtaget forpligtelserne til at betale mindst en lærerlønning. Men det er skidt med statsfinanserne og det bliver slet ikke bedre i den nærmeste fremtid, da pengene bliver brugt på krigen med maoisterne. For to år siden søgte 19 skoler om en kvote på 7 offentlige lærere. Her i efteråret søgte 23 skoler (herimellem os) om en kvote på ingen eller måske én lærer. Men vi arbejder på alle niveauer på at overbevise distrikts-myndighederne om, at vores skole fortjener denne ene mulige lærer mere end alle de andre. Det gør de andre skoler formodentlig også; men vi gør det måske bedre. Men hvad nytter det hvis distriktets bevilling er nul. Men uanset, så fortsætter vi med at arbejde på sagen.   Hele landsbyen stoler virkelig på os. I april overførte vi fra Skivehus Rotary Klub for første gang et halvt års driftsbudget direkte fra Sparbank Vest, via World Trade Center, og via Rashtriya Banijya Bank (Nepal’s mest officielle bank) ud til den lokale Salleri Bank; men de 6.000 kr ankom aldrig til skolens konto. Jangbu gik de to dagsmarcher til banken to gange uden resultat, så der var ingen løn til lærerne og ingen penge til undervisningsmidler her ved starten af det nye skoleår. Men det kunne ikke stoppe dem, for de stolede på, at vi nok skulle løse problemerne en dag. I stedte for at få løn, lagde lærerne ud til indkøb af skolebøger. I oktober fik jeg opklaret sagen sammen med vor lokale rotarymand. Pengene var fysisk ankommet til lokalbanken i Salleri; men den fax, som skulle meddele beløbets anbringelse, var uheldigvis blevet vendt forkert i faxmaskinen, så lokalbanken modtog en hvid side. Men det var der ingen, der havde overvejet at gøre noget ved før vi fik sat gang i sagen. For en sikkerheds skyld havde jeg en større sum penge, skjult i min bagage, med ud til skolen tværs igennem maoistkontrollerede områder. Så nu klarer skolen sig i en periode igen - på trods. For da maoisthæren angreb Salleri sidst i november røvede de banken og dermed også skolens konto. Men i marts 2002 blev den erstattet af bankens forsikringsselskab.

  Og så var der historien om skoleuniformerne. Skolekomiteen skulle have en opgave at øve sig på, og kvindegruppen i Junbesi skulle have noget at lave; men det viste sig at ingen af dem havde kapacitet til det. Vi havde besluttet at skolen skulle betale sylønnen; men skolekomiteen skulle sørge for materialerne. Det førte til et halvt års diskussioner Chhimbu uden at komiteen overtog styringen. 
  Resultatet blev, at forældrene enkeltvis gik til Kenja og købte stof til deres egne børn. Enkelte havde ikke råd, så deres børn fik ingen uniform. Resten købte i forhold til deres økonomi stof af meget varierende kvalitet i forskellige nuancer af lyseblå og sort, og nogle krøte for små stykker, mens andre købte så der var lidt overskud af materiale. Materialerne blev leveret i Junbesi lige på det tidspunkt, hvor kvinderne begyndte at få travlt med forårsarbejdet på markerne og turistsæsonen begyndte. Hen ad vejen blev der tid til at sy bukser og nederdele; men den tibetanske skjorte var for svær.   De ansatte en tibetansk skrædder til dette arbejde. Han skulle ikke have så meget i løn; men til gengæld fri kost og logi i perioden. Især den flydende kost udnyttede han rigeligt. Resultatet blev utroligt varieret. Skjorterne var alle mere eller mindre skæve, ærmerne for lange eller korte og af forskellig farve og ikke nødvendigvis samtidig, flippen skæv og bindingerne forkert anbragt. Forældrene var ret vrede og foreslog, at vi byttede rundt så skolen skulle betale materialerne og forældrene sylønnen. Men vi holdt fast og holdt en tale om samarbejde og styrke i komitearbejde og social tankegang. Vi fik sat en ny samarbejdskontrakt op imellem Skolekomiteen og Junbesi Sygruppe og prøver så en gang til. De ska’sgu’ lære det.
Op til starten af siden Driftregnskab for Chhimbu Skole Bilag (Enclosures)