Efterår 1997

Chhimbu Primary School

Det var i Chhimbu at Himalayan Project opstod i 1993. Efter fem ugers trek kom vi til Chhimbu på sydskråningen af Lamjura Danda, helt ude for enden af den lange ryg i 2.200 meters højde og i et klima, som er lidt varmere end vores i Danmark. Vores guides familie bor her, og vi holdt fest i flere dage. Vi snakkede om, at der ikke var nogen skole i landsbyen, og at det var meget langt for især de små børn til den nærmeste skole i Sagar-Baganje.


lamjura.jpg (21245 bytes)
committe.jpg (11675 bytes) Fire år senere, i 1997, kom vi igen forbi, og denne gang havde to af os forberedt et spørgeskema, og diskuteret muligheden for at bygge en skole i landsbyen. Vi indkaldte derfor til et landsbymøde, hvor der med hjælp af tolk blev holdt mange og lange taler fra begge sider. Vi skrev en slags kontrakt med den nyindstiftede skolekomite og overlod til en af beboerne at foretage husstands-undersøgelsen. Vi gik derfra i spændt forventning om, hvad der nu ville ske; men spændingen udløstes få uger efter vores hjemkomst, da et bundt fint forarbejdede spørgeskemaer ankom med posten. Data'ene blev bearbejdede og afslørede, at der virkelig var et behov for 45 børn for at få en skole i oplandet.

Halvdelen af Chhimbu's befolkning tilhører Thami-folket. Det er en af Nepal's oprindelige folkeslag, som har boet her i Middle Hills i årtusinder. Det er ydmyge og fattige folk, som holder sig i baggrunden. Men når de bliver lokket frem fra deres generte facader, så er det dejlige varme mennesker. Den anden større gruppe er Sherpa. De tilhører en tibetansk stamme, som flygtede ind i Nepal for knap 400 år siden. Til Chhimbu ankom de for 1-3 generationer siden. De forstår sig bedre på landbrug og handel end Thami'erne, så de er både rigere og mere dominerende i landsbybilledet. Men dette skyldes nu også deres muntre udadvendte facon.
chhumbu.jpg (7585 bytes) En mindre gruppe er Tamang, som er et tibeto-burmesisk folk, der indvandrede for omkring 1000 år siden og bebor store dele af Middle Hills. Her i landsbyen er det meget børnerige familier; men alligevel virker det som om de holder sig lidt udenfor fællesskabet.

Der er ikke mange større jordejere i Chhimbu; men de der er, diskuterede noget, hvis jord der skulle doneres til projektet. Ang Gelbu og hans kone Rinji løb af med sejren, og et af byens bedste jordstykker blev overdraget til skolekomiteen. Det er det eneste sted, hvor en større skolegård kan dannes. Der vil være sol på bygningen fra tidlig morgen til sen aften. Og udsigten er vidunderlig.


Op til starten af siden Driftregnskab for Chhimbu Skole Bilag (Enclosures)