Sidst revideret  14. december 2004   Pagemaster: Kurt Lomborg

Tragdobuk Preprimary School

tragtor.jpg (8245 bytes)    I Tragdobuk ligger 26 huse langs med vejen. De ligger spredt i hele dalens længde; men ligger tættest dernede, hvor dalen er fladest og bredest, lige før den igen snævrer vildt ind ned mod Junbesi-dalen. Jorden er ret frugtbar og der dyrkes byg, hvede og majs, og en smule boghvede og sennep. Der er god græsning oppe ad dalsiderne, så der er en del kvæg, mest de små højlandskøer; men også en del krydsninger af yak.

Der er 127 personer med officiel adresse i Tragdobuk. Af disse bor 16 børn og unge på kostskole i nabolaget eller lidt længere borte eller helt i Kathmandu. Og 8 voksne bor her ikke fast, da de er løsarbejdere i turistindustrien. Fire bor fast andre steder; men er officielt hjemmehørende her. Så alt i alt bor der 99 mennesker fast i Tragdobuk hele året rundt.

Af de 127 indbyggere er de 19 børn under skolealderen (0-5 år), mens 34 er børn i skolealderen (6-15 år). Af disse er 15 børn i den alder, hvor de traditionelt vil søge forskolen i 1. til 3. klasse (6-9 år).

   Forældrene i Tragdobuk er fuldt bevidste om, at uddannelse er vigtig for mennesker i det 21. århundrede. Også selv om man er født i en dal uden strøm, motorer eller andre af de faciliteter, som hører vores tidsalder til. Og måske netop derfor er det endnu vigtigere her end så mange andre steder. For i Nepal er der intet socialt system, som sørger for de svage i samfundet. Hvis ikke der i en familie er medlemmer, som kan yde arbejdskraft eller økonomi til familien, så vil den gå til grunde.

   Der findes en stor og rimeligt velfungerende skole nede i Junbesi, som kan føre børnene op til 10. klasse. Men det tager 5-7 kvarter at gå derned og 6-8 kvarter at gå hjem igen. Og så går vejen op forbi den stejle klippe i Kutang Sutang La, hvor mange mennesker gennem tiderne er faldet ned. De fleste forældre vægrer sig imod at sende deres småbørn ud på den farlige vej. Nede i bunden af dalen ligger den nye Tumbuk Primary School; men vejen derned er lang, i dårlig stand, og floden skal krydses, og så er der vilde dyr (bjørne mv.) i skoven. Så den vej er forældrene heller ikke glade for at sende småbørnene ud på. Når børnene bliver 8-9 år gamle, så er de stærke nok og sikre nok på benene til at klare vejen. Men som 6-8 årige er de for unge og for små. Derfor føler de forældre, som ønsker at prioritere skolegang, sig tvunget til at sende deres børn på kostskole langt fra hjemmet. Alternativt vælger mange forældre at vente med at sende børnene i skole til de er gamle nok til at klare vejen. Men så begynder de i første klasse i en fremskreden alder. De bliver nødt til at forsømme en del, når vejret er dårligt, og risikerer dermed at skulle gå de første klasser om. Børnene når at blive gamle før de kommer i et klassetrin, hvor der for alvor læres noget. De går derfor tidligt ud af skolen eller bliver fuldvoksne før de kan afslutte underskolen.

tragt2.jpg (9994 bytes)

Et lille udsnit af skolebørn på vej hjem fra Junbesi School. Den yngste er 5 år og går 2 gange om ugen de 1½ time ned og op igen ad den farlige sti

Historien efter September 2000

dorje.jpg (2436 bytes)

Mr. Dorje Sherpa er født og opvokset i Tragdobuk og er arving til dalens bedste jord. Han var en velbegavet ung mand og fik en god og lang uddannelse, som afsluttedes med en højere lærereksamen i Kathmandu. Han tog tilbage til landsbyen og fungerede som lærer i Junbesi i 6 år og et par år som landsbyleder (pradhan), indtil han blev gift med Tshiring Ongmu og fik to døtre. I de sidste fem år har de passet et lille herberge, da det passede bedre sammen med familielivet og pasningen af hjem og jord langt fra skolen. Dorje og Tshiring har besluttet i pagt med de nye idéer, at de kun skal have to børn. En dreng havde været at ønske, for i følge deres tradition, så kan pigerne ikke arve jorden. Men da det nu er to piger, de har fået, og da de elsker dem meget højt, så skal de have den bedst mulige uddannelse. De bliver derfor sendt til skolen i Junbesi i børnehaveklassen, i følge med et par ældre børn, hver eneste dag. Men Dorje har længe drømt om at starte en skole i Tragdobuk for de yngste klassetrin, og han vil frygteligt gerne vie resten af sit liv på uddannelse af Tragdobuks børn. Han vil donere alt det jord, som er nødvendigt til skolen, og det endda det bedste jordstykke i hele dalen, så alle naboerne ryster på hovedet af ham. Og hvis skolen bliver bygget i en fart, så kan han endda nå at have sine to piger i de første klasser.

   Det viste sig ved en nærmere undersøgelse af befolkningstallet og ved samtale med børneforældre i Tragdobuk, at der kun var 8-10 børn, som ville starte i en ny Preprimary School. Og de væste år ville der kun ske en tilførsel af 4-6 børn hvert år. Det er for lille et grundlag at drive en skole på. Og de fleste forældre ville endda hellere sende deres småbørn til Junbesi School, hvis blot ikke det var den farlige Kutang Sutang La.

    Da vi derfor foreslog dem at gøre noget ved en af de to veje ned til Tumbuk eller om til Junbesi, så fandt de straks idéen om at vejsikre Kutang Sutang La alle tiders. De ville endda yde et betragteligt tilskud af gratis arbejdskraft.

   Vi havde fået en del penge med, som var øremærket til Tragdobuk Preprimary School; men vi blev enige om, at hvis vi brugte pengene til vejsikring, så kom det børnene til gode alligevel, og de vil endda måske få en bedre uddannelse end i Tragdobuk lige fra starten. Og så vil det endda også være til gavn for alle andre vejfarende og de lokale, der vender hjem efter et lidt fugtigt besøg i byen.

   Se mere på siden Himalayan Road Project.

 

Op til starten af siden   Kutang-Sutang La Road