Som skolemagere er vi helt bevidste om, at vore tiltag ikke kun er gode for en landbefolkning. Eleverne modtager en masse teoretisk undervisning, men kun meget lidt praktisk og erhvervsorienteret undervisning. Tidligere gik de med i marken og skoven med mor og far og lærte om naturens gang. Nu tager vi dem væk fra deres forældre, og det forpligter. Skolen bliver nødt til at overtage opgaven. Hvis det lykkes, så kan eleverne måske endda tage springet ud over deres forældres traditionelle metoder og indføre ny forståelse af metoder og miljø.

Derfor etablerede vi i 2003 Skole-Træ-Plante-Skolen ved Chhimbu Primary School, hvor børnene kan lære at indsamle plantefrø, så og pleje dem, se dem spire og vokse, at passe et stykke jord intensivt og til sidst sætte de unge træer ud i omgivelserne og lære at udnytte dem sidenhen.

Det har dog ikke været meget nemt at få den pædagogiske proces i gang, for det viser sig, at ikke engang lærerne ved hvordan det skal gøres. Så i første runde er planteskolen mere et lærerprojekt end et elevprojekt. Bare det at få vandet kimplanterne i ferieperioder har vist sig at være et problem. At tilføre næring ved de heller ikke noget om, selv ikke efter at de havde bemærket, at planterne groede meget bedre der, hvor en hund havde pisset. Hvis det ikke snart kommer ordentligt i gang, må vi finde en ekspert, som kan hjælpe dem i gang. Men de offentligt ansatte forstfolk tør ikke bevæge sig in i maoist-områder.

Når vi engang har fået det til at fungere, skal vi sprede idéen til andre skoler i området. I Sagar-Bakanje er de allerede gået i gang med nogenlunde samme succes som i Chhimbu.