Beredskabstjeneste (Emergency Service)

Hvor vi i Danmark er så vant til at der altid er nogen klar til hurtig udrykning, relevant og effektiv indsats, hurtig overførsel til sygehus, effektiv oprydning og afhjælpning af situationen - da er den slags ting på et helt andet niveau i Nepal. I hovedstaden og i de større byer er der et beredskab (læs for eksempel "Kathmandu Fire Department" under fanen "KTM FD") men ude på landet må hver især klare sig selv, med de forhåndenværende midler og de forhåndenværende erfaringer, som generelt er begrænsede.

Da der gik ild i en lille bæverding i Phaplu bredte ilden sig hurtigt til nabobygningerne. Folk rendte omkring, skreg og råbte hvor forfærdeligt det var, men ingen gjorde noget fornuftigt. Det mindede om en hønsegård, hvor ræven var sluppet ind. Indtil to irske turister fik organiseret en spande-kæde og fik lært folk at kaste vandet på nabohusenes varme flader i stedet for at kaste det ind i det frådende ildhav. Hvis ilden var sprunget over på den anden side af vejen, hvor husene er bygget tæt sammen, så ville hele Phaplu være brændt ned til grunden.

I Sagar-Bakanje gik der en nat ild i de elektriske installationer omkring et solcelle-panel, og i løbet af få minutter stod hele huset i lys lue. Heldigvis var der ikke nogen hjemme i huset. Det må have knitret og braget i de gamle tørre granlægter, som taget var lavet af. Ilden bredte sig ned gennem gulvet til underetagen og alt inde i huset blev forvandlet til trækul og aske. Men det mest forunderlige var, at ingen opdagede noget som helt. Ikke engang beboerne, som lå og sov i nabohuset kun tre meter fra den brændende bygning. Heldigvis sprang ilden ikke over i nabohuset.

 

Da landsbyen vågnede op næste morgen, var ilden næsten døet ud og kun en svag røg steg op fra brandtomten. I denne situation ville et brandvæsen såmænd ikke have hjulpet, da ingen ville have tilkaldt dem. Men hvis ilden var sprunget, eller hvis det havde været om dagen, eller hvis ....

I Pangkarma raserede en tilsvarende brand et hjem. Branden opstod da familien var i marken, så ilden var så omfattende, før de nåede hjem, at intet stod at redde. Hvis et brandvæsen havde været til stede i landsbyen, kunne ilden måske have været begrænset og noget have været reddet. Bonden sendte en opgørelse rundt til nær og fjern over hvad han havde mistet ved branden, i håbet om at nogen ville hjælpe ham. For her har vi næste problem omkring beredskab og skadesbegrænsning - der findes ingen brandforsikring; måske i de større byer og bygder, men absolut ikke ude på landet. Så hvad der mistes er mistet for evigt. Derfor er familiens eneste sikring mod tab ved brand, at omsætte nogle af deres værdier til guld og kobber, som kan rages ud af asken efter branden. Læs Chhongba's opgørelse.

Efter en lang og tør vinter gik der ild i skoven nedenfor Sete. En frisk dalvind pustede godt til ilden, som med 100 meter høje flammer åd sig op ad skråningen. Ang Dawa har den øverste og bageste lodge i Sete, og han skyndte sig at redde de væsentligste værdier ud af huset og smide det hele i brusebads-huset ude på gårdspladsen, mens ilden begyndte at æde sig ind på husene nedenfor. Han stod klar ved vandhanen for at åbne for bruseren og løbe sin vej, da vinden vendte og sendte det frådende flammehav videre op. Tretten huse brændte ned sammen med mange husdyr, mens kun få huse blev skånet; blandt andet Ang Dawa's.

 

Ambulancetjeneste er naturligvis en umulighed, når der ikke findes veje at køre på. Bliver man alvorligt syg, så må man lægge sig og tage chancen, eller lade sig bære. Helikopter er forbeholdt de allerrigeste og så de rige turister med forsikringen i orden, men oftest skal den syge alligevel bæres et sted hen, hvor en helikopter overhovedet kan lande. Vejene er de fleste steder for stejle til at transport med hest eller okse kan lade sig gøre.
At det virkelig er farligt at blive syg i Solu fik afklaret i forbindelse med at to af vore scholarship drenge var forsvundet. De var begge gået under jorden i Kathmandu, men for den ene var det ikke fjernt nok, så han forsvandt videre ned i Indien. Hans mor, den ret fyldige enkefrue til en lille gård med et par tønder land, blev alvorligt syg med stor kvalme og oppustethed. Efter et par uger, hvor det kun blev værre, besluttede man at bygge en båre og bære hende ned til ”Kinja Hospital”. Nu er hospital så meget sagt. En amerikansk organisation byggede virkelig et lille hospital og ansatte en læge og en sygeplejerske, så niveauet var sat højt fra starten. Efter 3-4 år trak amerikanerne sig ud, og lægen forsvandt kort efter sammen med sygeplejersken. Bygningerne var voldsomt ramt af byggesjusk, så nu få år senere har tagdryp forårsaget råd i alle gulvbrædder, og det hele (også det lægelige) passes af pedellen, som går i niende klasse to timer fra Kinja. Han mente at enkefruen led af giardia, som godt nok vældigt kan puste tarme op, så hun fik en håndfuld medicin og de 6 mand bar hende hele vejen hjem igen. Denne gang op ad bakke. Men det blev kun værre med hende, så et par uger senere bar 8 mand og to hjælpe-koner den efterhånden noget store enkefrue hele den lange vej op over Lamjura-passet, ned forbi Junbesi og ned i Beni-dalen og endelig op til Phaplu Hospital, som er et rigtigt fint lille hospital. Distriktets eneste. Her tog det få minutter at stille diagnosen. Hun var gravid. Det var et rasende 10-mands ambulance-hold, der gav hende klar besked og ilede den lange vej hjem, for trods ydmygelsen var det dog noget af en historie at komme først med. Hjemme i bygden fik man travl med at gætte på fadderskabet. Én ting var helt sikker; det var ikke ambulance-mændene. Men herefter var der ikke meget, der var sikkert. Mange drøje ord blev vekslet i de små hjem og flere mænd sås med blå mærker hist og her. Så til sidst opstod der en bred enighed om, at det var den debile enkemand nede fra kløften, og da han ikke fattede, hvad anklagen lød på men blot grinede fjoget, så var den sag afgjort. Hans søn forsvandt kort efter. Nogen siger at han fik en portion penge og arbejde hos en fjern slægtning til en anonym giver. Enkefruen sneg sig ind i bygden en sen aften nogle uger og lukkede sig inde i gården, og få dage senere stak så også hendes søn af – helt til Indien. Nogen påstår at han blev for rapkæftet overfor adskillige af bygdens pænere mænd. Nogle måneder senere fødte hun et barn, som var dødfødt. Og herefter er der intern tavshed om dén sag i bygden (vi fik historien i nabobygden). Fruen prøvede at komme på tomandshånd med mig under mit besøg, men det lykkedes ikke. Så hun måtte i fuld offentlighed spørge mig, om jeg mon troede at hendes søns fadder ville lade scholarship’et overføre til hendes datter i stedet. Det vrisne fnys fra de tilstede-værende kvinder var tydeligt, da jeg gav hende hånden på, at jeg ville arbejde for dén sag. (Donor har med stor medfølelse billiget dette ønske).